Personlige fortællinger

Jeg har haft hg i begge mine graviditer. Min første graviditet var fra 5 år siden og jeg havde aldrig hørt om HG dengang. Mit hg helved startede i uge 7 og fortsatte indtil fødsel. Jeg spurgte lægen flere gange om det virkelig kunne passe at det var sådan man havde det når man var gravid. Jeg fik altid svaret: "ja det er desværre normalt og vi ser heldigvis at det stilner af efter uge 12. På det tidspunkt var jeg nok i uge 8 og jeg var ved at bryde sammen bare ved tanken om, at jeg skulle have det sådan 4 uger mere. (Skuffelsen var jo så kæmpe da jeg indså at det ingen ende fik). Hver dag, hver time, ja hver minut var lang med så intens kvalme og opkast. Jeg kastede op utallige gange en nat og til sidst var det helt sort og jeg rystede og havde absolut ingen kræfter. Jeg kontaktede lægevagten (efter opfordring fra min kæreste) og jeg fortalte lægen at jeg simpelthen ikke vidste hvad jeg skulle stille op, da det var så ulideligt og at mit opkast begyndte At blive sort og at min krop ikke ville stoppe med at kaste op selvom der ingen mad var at kaste op. Jeg blev mødt med svaret: "det er jo normalt at kaste op i en graviditet. Graviditet er jo ikke en sygdom". Jeg sagde at jeg ikke kunne holde det her ud og han svarede "hvad vil du have jeg skal gøre ved det?". Dertil svarede jeg "jamen det er jo dig der er lægen, og hvis du er tryg ved ikke at se mig, så er det jo sådan det er". Jeg blev dårligere og mere og mere afkræftet og i uge 14 tog jeg til egen læge igen. Han er den mest venlige læge jeg nogensinde har haft og han LYTTER! Han lyttede til mine symptomer og sagde at jeg så dehydreret ud da jeg var helt blå under øjnene og ligbleg. Han fortalte mig at han kendte til en afdeling på Skejby der tog imod gravide med svær graviditetskvalme. Han kontaktede dem med det samme og der skulle meget overtalelse til at for at få dem til at tage imod mig - men min læge pressede på og sagde til dem, at han sad med en gravid kvinde der så meget Dehydreret ud. Jeg kom på klinik for gravide ude på Skejby og jeg blev mødt med "hvorfor er du dog ikke kommet noget før din stakkel". Derfra fik jeg at vide hvad jeg fejlede (HG) og jeg fik derefter væske 3 gange ugentligt + akupunktur. Behandlingen hjalp måske min krop og min baby, men jeg kunne ingen lettelse mærke i mine symptomer. Jeg fik desuden udskrevet ondansetron af dem. Jeg fik at vide at jeg skulle huske at kontakte dem hvis jeg en dag blev gravid igen! 2. graviditet: Jeg var forberedt og min kæreste var forberedt på helvedet der snart skulle begynde. BUM det startede i uge 7 og jeg var afkræftet og kunne knap gå op til lægen af muskelslaphed og gråd. Jeg rystede og fortalte dem at jeg VIDSTE hvad jeg var ramt af igen (hg) og at jeg skal sygemeldes og have noget kvalmestillende og evt få en henvisning til Skejby (som jeg jo havde fået at vide). Møllen startede forfra og de ville først starte ud med at give mig antihistaminer og ordene lød "det er da træls, men mange Gravide har det jo skidt indtil uge 20. Antihistaminer hjalp INTET og væske mente de ikke jeg behøvede da mine blodprøver var fine. De tog dog blodprøver på mig hver uge som et ekstra tjek for at holde øje med mig. De lyttede men det var tydeligt at de ikke vidste hvad HG er for noget. Desuden kom jeg aldrig ind til en læge, men altid en sygeplejerske som negligerede mine symptomer. Det endte selvfølgelig med at jeg fik ondansetron og jeg tog min sidste pille under fødslen. Jeg fik aldrig "lov" til at få en henvisning til Skejby eller en omgang væske. Jeg fortalte dem endda at jeg var blevet opfordret til at komme igen når blev gravid 2. gang. Akupunktur måtte jeg jo finde et sted i byen hvis jeg ville prøve det. Jeg ringede til lægen en fredag de jeg i 3 dage kun havde spist 1/2 mcd is da corona vaccinen slog mig helt ud. Jeg efterspurgte væskedrop men de mente de ikke var nødvendigt. Jeg har nu klarer to HG graviditet og jeg har to fantastiske sunde og raske drenge. Men jeg gør det aldrig igen. Desuden er det stadig svært for min omgangskreds at forstå at det er en graviditetssygdom jeg har været ramt af og ikke bare alm kvalme.

Det her opslag har nok været det sværeste for mig at dele. Jeg har været nervøs, fordi det er så sårbart. Samtidig synes jeg os det er vigtigt, at øge bevidstheden omkring hyperemesis gravidarum (HG). Hvorfor er det vigtigt for dig at øge bevidstheden om HG, tænker du nok? Jo. Jeg vil gerne forsøge at sprede ordet om HG. At kvinder ikke overdriver, hvor ekstremt det kan være. At der kan være stor forskel på sygdom under graviditet og hyperemesis. Det er vigtigt for mig, fordi jeg hader tanken om, at kvinder lider alene. Jeg følte mig utroligt isoleret under min første graviditet med HG, men her anden gang ved jeg hvad det handler om. Jeg har dog altid følt dem omkring mig har støttet og hjulpet mig. Jeg håber derfor, at jeg kan hjælpe kvinder med at føle sig i det mindste mentalt mere stabil. Føle at andre sympatiserer med det, de går igennem, selvom de måske ikke helt kan forstå alle forviklingerne. For så mange mennesker, forståeligt nok, er HG ikke noget på deres radar inklusiv mig selv, indtil jeg selv fik diagnosen. At gøre det almindeligt kendt, at der faktisk med glæden ved graviditet kan komme en tilstand så invaliderende, som denne vil være gavnligt for så mange kvinder. Den bedste beskrivelse jeg kan give af tilstanden, er som en omgangssyge/roskildesyge blandet med dehydrering. Den stopper bare først mange, mange uger, måske måneder senere - men her anden gang synes jeg, at jeg er blevet lidt bedre til at håndtere det. Det er helt klart et ønskebarn - uden tvivl om det, men en graviditet med HG kan godt slå en lidt ud. Sørg derfor, at du har nogen, der kan tale for dig, for du skal bestemt ikke forvente at gøre det selv. Du skal vide, at du ikke er alene, og en dag vil du se tilbage og indse, hvor stærk og sej du var.

Allerede i uge 6 blev jeg sygemeldt fra mit arbejde - som jeg elskede, og som var noget af det der gav mig energi i hverdagen. Mine ugentlige hobbyer som padel tennis, gåture med veninder, at kræse om madlavningen, stoppede også fra den ene dag til den anden. Med andre ord, gik jeg fra en aktiv hverdag med mange dejlige timer på mit arbejde og med dem jeg har kær, til en hverdag hvor jeg lå i sengen 24/7. På gode dage, bevægede jeg mig ned i sofaen - men ellers, var det en kamp bare at skulle ud på toilettet for at tisse. Jeg startede på akupunktur og var ofte til lægetjek, for at sikre alt udviklede sig som det skulle, trods svære omstændigheder. Men dét at skulle ud, møde mennesker, og dukke op til aftaler, var ikke nemt når energien og overskuddet var i bund. På de værste dage, kunne jeg ikke engang holde en slurk vand nede, uden at kaste det op. Jeg forsøgte også med et sukkerbolche i kinden, for at få lidt væske til slimhinderne (anbefaling fra min jordmoder), men selv dét ville heller ikke blive i kroppen. Det var som om min krop ikke ville indtage noget som helst, og opkast +10 gange var desværre ofte en del af hverdagen. Det betød også, at der ofte lå en stak fyldte brækposer, som min kæreste måtte tage sig af, når han kom hjem fra arbejde. Generelt kom han hver dag hjem fra arbejde og håndboldtræning, til en træt, energiforladt og ikke mindst ked af det kæreste.. Det var som at gå ind i en trist bobbel, hver gang han kom hjem. Det var heller ikke nemt for ham, men ham og min mor var virkelig mine to helte i den periode. De skrev til mig hele tiden, sikrede jeg kom afsted til mine aftaler, sørgede for jeg fik lidt ned i maven, og var generelt bare SÅ omsorgsfuld og barmhjertelig omkring mig, lige som jeg havde brug for. Relationer kan ellers være svære at holde, når man ikke kan give noget igen - og mange af mine veninder kendte ikke til min tilstand eller graviditet på daværende tidspunkt. Jeg fik ikke svaret på beskeder, aflyste alle aftaler vi havde, og måtte generelt have virket meget "ligeglad" med dem, i deres øjne - selv om det slet ikke var tilfældet. Den dårlige samvittighed fyldte så meget i mit hoved, og min psyke blev i den grad også påvirket af det. Jeg følte mig meget deprimeret hver dag.. Min kæreste og jeg besluttede os derfor også for at dele nyheden om både graviditeten og min tilstand tidligere end forventet, blot med de tætteste, så jeg kunne få mere ro i hovedet. Det hjalp mig meget. Når hele kroppen siger fra, og man bare er vred på sig selv - så priser jeg mig alligvel lykkelig i dag, over at min krop holdte den sværeste periode ud, og alligvel formår at gøre hvad den er skabt til, nemlig at udvikle og forme mit kommende barn. Jeg er på nuværende tidspunkt i uge 25, og det går meget bedre for hver dag der går. Morgenkvalmen holder ved, men sammenligner jeg med det jeg gik igennem til omkring uge 15, vil jeg bestemt ikke klage. Jeg har fået overskuddet tilbage i hverdagen, hvor jeg kan tilbringe tid med min skønne kæreste, familie og venner. Jeg er også startet op på mit arbejde, så jeg kan få faste rutiner ind i min hverdag igen. Vigtigst af alt har jeg fået glæden tilbage, og især glæden ved min graviditet, som jeg i starten havde svært ved at finde. Jeg glæder mig til at møde vores lille dreng, som hver dag vil minde mig om at jeg kan komme igennem hvad som helst.

min første graviditet blev jeg aldrig diagnosticeret med HG. Jeg troede blot, at jeg fik det værre end den "normale" gravide, og den ene gang jeg forsøgte at ringe til lægen, fordi jeg tænkte, at det da ikke kunne være normalt, blev jeg mødt af "prøv med en kiks om morgenen, inden du står op. Andet kan vi ikke gøre for dig" Heldigvis var den HG én, der peakede i uge 10 og var stortset væk i 2. trimester. Først til et tjek på hospitalet fik jeg af vide, da hun hørte hvordan jeg havde haft det, at jeg da skulle have været til væskebehandling. Trods et hårdt 1. trimester med HG, var jeg dog ikke afskrækket fra at gøre det igen. Jeg skulle jo bare lige igennem de første 12 uger. I 2. graviditet ramte kvalmen of opkastningen tidligere og voldsommere. Jeg kastede op 20+ gange og kunne ikke stå på mine ben. Kiloene raslede af mig, jeg følte mig som en forfærdelig mor til min søn, da jeg ikke kunne have andet mor/søn tid end med ipad i sengen, og jeg havde dårlig samvittighed overfor mit ufødte barn, da jeg slet ikke kunne knytte mig til det og mest af alt ønskede ikke at være gravid. Jeg følte mig ynkelig, fordi jeg hver dag kunne græde over hvor dårligt jeg havde det, og gråden udløste endnu mere opkast, så jeg var dækket i tårer og bræk og kunne ikke holde min egen krop oprejst. Jeg fik væskebehandling på sygehuset hver 3. dag, og grundet min dehydrering brugte de hver gang flere timer på at lægge droppet. En af dagene resulterede det i, at jeg besvimede midt på gangen på sygehuset. Til trods for at lillebror var et mega ønskebarn, lå tanken om abort konstant i hovedet på mig, og det eneste der fik mig igennem var, at jeg troede, at det ville stoppe efter 1. trimester. Jeg endte med at have det sådan her til uge 25, og mere tilforladelig kvalme resten af graviditeten. Havde jeg vidst det på forhånd, ved jeg ikke, om jeg havde gennemført den. Det er jeg glad for i dag, at jeg ikke gjorde, for jeg har nu 2 skønne børn, men HG'en har også betydet, at vi har besluttet ikke at få flere. Jeg ønsker meget, at der bliver skabt meter kendskab til sygdommen, da jeg altid bliver mødt af "det er bare indtil du glemmer, hvordan du havde det", for nej - det gør jeg ikke. Det sidder så dybt i mig, at jeg stadig kan bryde sammen ved lugte, lyde eller billeder der minder mig om, hvad jeg gik igennem.

Vi finder ud af jeg er gravid i starten af januar.

Første opkast kom dagen efter første positive test.

Herefter går det hurtigt og det bliver hurtigt rigtig skidt. Jeg kaster op ca 15 gange i døgnet. Jeg skulle have været til eksamen, men må tage sygeekesamen senere, da jeg har det for dårligt på daværende tidspunkt. Jeg kontakter først egen læge, hvor vi prøver forskellige ting. Jeg får B-vitamin, køresygemedicin og køresygearmbånd. Jeg bliver anbefalet at spise mange, små måltider i løbet af dagen… Og intet virker. Jeg kaster stadig op hele tiden og kan INTET spise. Jeg lever primært af agurk og kiks og alt jeg spiser ryger op igen. Jeg har på under en måned tabt næsten 10 kg og der er ingen forbedring. Det begynder at påvirke mig psykisk og det påvirker også min mand rigtig meget. Det var en planlagt graviditet, men ingen af os havde forestillet os det kunne være sådan her. Vi overvejer kort om vi skal afslutte graviditeten, fordi jeg bare er så syg og jeg vitterligt intet kan. Men vi skammede os over overhovedet tænke tanken og ingen af os fortalte den anden det før fornyeligt.

Den 20 januar bliver jeg henvist til sygehuset med Hyperemesis - hvilket vi ikke rigtig aner hvad er. Jeg husker tydeligt at jeg vidste vi var det rigtige sted på sygehuset, for der sad en anden kvinde i venteværelset og kastede op i en pose, hvilket fik mig til at kaste op - men det havde jeg jo nok gjort alligevel.

Jeg er på det tidspunkt i væskeunderskud og får væske i (hvad vi kaldte) hjemmedrop igennem en lille dims, som jeg selv kan skyde ind i maven og skifte derhjemme.

Den 25 januar er jeg på sygehuset igen og bliver jeg tilbudt at deltage i en forskningsprojekt omkring graviditets kvalme, kvalmestillende medicin og hyperemis, hvilket jeg takker ja til at deltage i.

Den 26 januar starter jeg i projektet og får medicin som kan være en af tre slags, hvoraf den ene er placebo - hvilket vi nærmest med det samme udelukker for medicinen virker faktisk! Og det blev en ny graviditet! Jeg kastede stadig op, men i mindre omfang og jeg kunne have noget der mindede om en hverdag igen. Dog stadig med en periode med drop, en pose i lommen og opmærksomhed på alt jeg spiste. Det skulle være fyldt med kcal og det skulle være nemt at kaste op.

Jeg fik medicinen i ca. 4 måneder og jeg havde nok ikke haft min søn i dag uden den, hvilket jeg er lykkelig over at have og skammer mig over at sige.

Vi vil rigtig gerne have et barn mere, men der er en kæmpe frygt og traume omkring graviditeten. Og det er noget jeg ikke oplever bliver anerkendt fra andre end min mand og min nærmeste familie, som faktisk så hvor syg jeg var. Mange andre mener, at jeg er for negativ og at "det jo ikke er sikkert jeg bliver syg igen" eller at "jeg tager sorgerne på forskud". Men det gør jeg ikke. Jeg er bare nødt til at gøre hvad der er rigtigt for min familie, min krop og mig.

De fleste tror jo at det bare er almindelig gravidietskvalme og kommer med "jeg kastede også op om morgenen" eller "prøv at spis Mariekiks" - og selvom det er velment, så negligerer det fuldstændig det jeg stod i og med.

Graviditet er ikke en sygdom, nej, men der findes graviditetsrelateret sygdomme! Hyperemesis er en sygdom og det er vigtigt at sprede viden omkring for at anerkende dem som står i det og hjælpe nogen som får det, måske uden at vide det er det de har.